Konceptet

Jagten på den bedste lyd

Mange virksomheder påstår, at de producerer verdens bedste højttaler. De har næppe ret alle sammen.

Lige fra de indledende øvelser tilbage i 2006 har Pentavox været et ambitiøst projekt. Vi ville også lave verdens bedste højttaler. Men hvad skulle den kunne? Det ved vi en hel del mere om i dag end vi gjorde i 2006.

Pentavox

Ofte fremvises imponerende frekvenskurver for at understøtte påstanden om verdens bedste højttaler. Vi har lyttet til mange højttalere, inklusive nogle af vores egne konstruktioner, med meget flotte frekvenskurver, som meget få ville indstille til prædikatet verdens bedste.

Vi har også set så mange tårer trille ned ad kinderne på garvede mænd og kvinder, når de har været præsenteret for musik via Pentavox eller Nàdurra, at vi slet ikke er så bange for at påstå, at vi også har lavet verdens bedste højttaler. I hvert fald, hvis vi selv skal afgøre det.

Du skal ikke tro du er noget…

Det er noget af en påstand. Især når den kommer fra et par sindige vestjyder. Når samme højttaler er produceret på Mors, hvor Janteloven blev skabt af Aksel Sandemose i romanen En flygtning krydser sit spor fra 1933, er der en god chance for, at det kan blive opfattet som noget af en provokation.

Sådan er det nu ikke tænkt. Påstanden er resultatet af otte års udvikling, forsøg, og finpudsning. Vi startede med at fokusere på det vigtigste: lyden. Når man ignorerer hensynet til design og salgbarhed og bruger den tid og de penge, der skal til, er det ikke så svært at lave en højttaler, der kan spille op med de fleste. Vi har systematisk gennemgået og optimeret de processer og komponenter, der indgår i opbygning af en højttaler, og vi er faktisk ganske godt tilfredse med resultatet – Pentavox og lillebror Nàdurra.

Alle højttalere er resultatet af en lang række kompromisser Udvikling af højttalere kræver afvejning af en lang række faktorer:

Der er mange måder at afveje de forskellige aspekter, der skal tages hensyn til i udformning af en højttaler. Mange højttalerproducenter fokuserer på ting som design, nem produktion og fortjeneste. Vi har alene fokuseret på lyden. I omfattende forsøg har vi afprøvet alle komponenter til højttaleren. Vi starter med forholdsvis billige komponenter og tester bedre og dyrere komponenter, indtil vi ikke længere kan høre forskellen. Den procedure har vi gennemgået med enheder, delefiltre, kabler og kabinetter.

Nàdurra 25

Vi har desværre endnu ikke haft mulighed for at afprøve de formodentligt helt absurde muligheder med kabler eller kondensatorer til flere hundrede tusinde kroner, men hvis der er friske sponsorer derude, så stiller vi gerne op …

Hvem er vi

Når vi nu har fortalt jer om vores tanker, visioner og ideer, må det også være på sin plads, at fortælle lidt om os selv. Vi er to jyske brødre, Niels og Erik, der siden barndommen har leget med højttalere. For Niels fortsatte det i voksenlivet med mange års ansættelse i Dansk Audioteknik – her kendt af mange som Ham med piben. Niels er nu kordegn i København, men det har på ingen måde kølnet interessen for den gode lyd. For Erik var der en længere periode, hvor karrieren som civilingeniør krævede meget tid. Interessen for højttalere var dog usvækket, og i 2006 blev det besluttet at skrue ned for karrieren, og sætte gang i det intense udviklingsarbejde, som nu har resulteret i blandt andet Pentavox og Nàdurra.

IP address: 54.92.229.162